Fremtidens digitale hotel

source: http://imgur.com/Svw7vt7

På Hotel Burj Al Arab i Dubai bliver VIP-gæsterne forsynet med en Ipad belagt med 24-karat guld, når de tjekker ind på hotellet. På Hotel Bel-Air i Los Angeles kan gæsterne bestille roomservice direkte via en tablet-pc på værelset. Tjekker man ind hos Trump Soho i New York kan man få udleveret en Kindle e-boglæser, så man har gratis adgang til en myriade af bøger og magasiner under sit ophold.

Gadgets og digitale løsninger har for alvor fundet vej til hotelbranchen. Christiane Vejlø er digital trendanalytiker og en af Danmarks førende eksperter inden for digital livsstil og kultur. Hun mener ikke, at danske hoteller skal begynde at kopiere Burj Al Arab og udlåne tablet-pc’er til gæsterne – guldbelagt eller ej:

“Det hér med at udlåne en tablet til gæsten, det er altså passé, for i dag har gæsterne selv deres egen Ipad eller tablet-pc med, når de rejser,” siger Christiane Vejlø.

Netop hjemvendt fra en forretningsrejse har hun et krystalklart bud på, hvad der er allermest vigtigt at investere i:

“Jeg har lige været i London, og der havde jeg meget store problemer med at komme på hotellets trådløse netværk. Det var både bøvlet og meget dyrt at købe adgang til nettet, og samtidig kunne jeg kun komme på nettet med én enkelt device. Det duer altså ikke, når man både har en bærbar, en smartphone og måske en Ipad. Jeg kommer aldrig nogensinde tilbage til det hotel,” siger Christiane Vejlø.

Hun forudser, at hotellerne må indstille sig på, at entertainment-systemerne på værelserne mister betydning for gæsterne, simpelthen fordi de selv medbringer deres bærbare computere, og også ønsker at streame film fra deres egne nettjenester som Netflix, Viasat og HBO.

“Det er så op til hotellerne at sørge for, at der er tilstrækkelig båndbredde på værelset, så jeg som gæst kan streame film. Jeg synes, at en gratis basis wifi er et godt salgsargument for hotellet. Til gengæld kan hotellet godt tage ekstra betaling, hvis gæsten ønsker større hastighed på internetforbindelsen.”

Artiklen er tidligere publiceret i magasinet Visitor.