Slut med at være kunde hos kommunen

Skærmbillede 2016-04-17 22.03.18

 

Samskabelse

Det er slut med at være ”kunde” hos kommunen

Hvad enten du bor i en lukningstruet by på Lolland, et socialt boligbyggeri i Ishøj eller en andelslejlighed på Vesterbro må du vænne dig til, at du selv skal tage et større ansvar for den offentlige service. Hvad enten det handler om dit lokale bibliotek, rutebilen eller den ensomme ældre nabo.

Af Lars Bo Axelholm – for Ældre Sagen – marts 2016

Den offentlige sektor, stat, kommuner og regioner er under et voldsomt pres. På den ene side krav om budgetbesparelser og på den anden side borgernes konstante ønsker om mere og bedre offentlig service.

Den udfordring er svær at løfte, men svaret kan være, at vi alle sammen skal tage et større medansvar.

I disse år taler man derfor om en ny og smartere måde at ’skabe offentlig service’, hvor både kommunen, borgeren, den lokale afdeling af organisationer som Ældre Sagen og lokale virksomheder samarbejder for i fællesskab at opfinde nye måder at løse udfordringer på. Hvad enten det så er det lukningstruede bibliotek eller ældre på plejehjemmet, der gerne vil have besøg.

Den nye samarbejdsform kaldes samskabelse, og dækker bl.a. over, at må vinke farvel til den måde, vi som borgere ser på offentlig service, mener Jacob Torfing, der er professor ved Institut for samfundsvidenskab og erhverv ved RUC.

”Kommuner og regioner skal levere mere service for færre penge. I det lys er netop samskabelse en løsning. Samskabelse er en samarbejdsform, der sikrer, at de offentlige spillere bliver bedre til at mobilisere de kompetencer, de ideer og den virkelyst, som eksisterer hos borgerne, hos foreningerne og endda også hos de private virksomheder. Den offentlige sektor kan hente en hel masse ved at samarbejde og samskabe,” fortæller Jakob Torfing.

Ikke blot et ’buzzword’

”Samskabelse betyder, at det offentlige, private og civilsamfundet sammen skaber nyt. Det vil sige, at vi ikke skal rulle det offentlige tilbage, og lade private eller frivillige overtage offentlige opgaver. Det handler i stedet om at vi ’borer huller’ i sektorerne, så man bedre kan finde hinanden fra sag til sag,” siger han.

”Lad mig give dig et helt aktuelt eksempel; når statsministeren inviterer DA og LO til trepartsforhandlinger om flygtningekrisen, så er det i virkeligheden en gammel tankegang fra industrisamfundet. Med samskabelse vil du sørge for at lave multi-parts-forhandlinger. Det er åbenlyst, at du også skal invitere aktører som Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Venligboerne og indvandrerorganisationer, alle de, der ved noget om problematikken, så du får bedre input og dermed bedre løsninger. Man kan ’samskabe’ en national flygtningeindsats på samme måde som man i lokal målestok kan samskabe en løsning for, hvordan man hjælper kriminalitetstruede unge i Vollsmose.”

Slut med at være kunde

Professor Torfing forklarer, at for at samskabelse kan fungere, så kræver det, at vi som borgere vænner os af med tanken om, at vi er ’kunder’ eller forbrugere af offentlig service. Vi har selv et medansvar for, at vores nabo fru Petersen på 90 år får handlet købmandsvarer i denne uge.

”Samskabelse er netop baseret på en helt ny forestilling om vores egen rolle i samfundet. Vi er gået fra at være undersåtter til at få rettigheder med retsstaten. I socialstaten fik vi sociale rettigheder, der gjorde os til borgere, men i 1980’erne blev vi gjort til kunder i velfærdsstaten. Vi blev vænnet til at være kritiske og kræsne og ikke en del af løsningen. Men med samskabelse er du en aktiv medborger, og derfor har du også pligter over for fællesskabet; du er forpligtet ved at være engageret,” siger Torfing.

”Men samtidig skal politikere og embedsfolk også lære at dele magt og ansvar. Så samskabelse er en kæmpe udfordring for alle; borgere, politikere og embedsmænd.”

Ikke ’bare’ frivilligt arbejde

Ved ’traditionelt’ frivilligt arbejde vil kommunale embedsmænd fx få øje på et problem med ensomme ældre i byen, og så spørge en organisation som Ungdommens Røde Kors om de kan skaffe nogle besøgsvenner. Men samskabelse går videre, fordi vi som borgere bliver inviteret med ind i processen helt fra begyndelsen.

”I Holbæk har vi et godt eksempel på samskabelse. Her inviterer kommunen alle interessenter til at komme med forslag til, hvordan man laver det bedste kollektive transportsystem i byen. Det sker gennem en fælles dialog, og så skruer man sammen en ny plan sammen.”

Hvordan kan samskabelse ændre hverdagen for ældre medborger, der fx bor i en lille landsby med langt til alting?

”Hvis kommunen fx siger, at det lokale bibliotek er lukningstruet pga. sparekrav, så vil samskabelse betyde, at lokalsamfundet går sammen om at løse udfordringen,” siger Torfing.

”Det kan være, at nogle lærere fra skolen tilbyder at tage nogle vagter. Måske er der nogle borgere, der foreslår at lave et vagtsystem, så borgerne deles om at tage vagter på biblioteket. Pludselig kan biblioteket holde længere åbent, end da det var kommunalt drevet. Alle bidrager til en fælles løsning,” siger han.

”Og på den måde kan samskabelse betyde, at dit biblioteket ligefrem ændrer karakter. Sådan at det ikke kun er bogudlån. Måske får borgerne lyst til at lave kulturaftener osv. Det er dét, der sker, når flere parter bliver involveret og er med til at udvikle og realisere idéer. Mere service, bedre og billigere.”

 

Fakta boks

Samskabelse kan beskrives ved hjælp af en stige med tre trin

Det første og laveste trin i samskabelse er, at forskellige forvaltninger og fagprofessionelle grupper arbejder sammen med hinanden, og forsøger at få brugerne til at bidrage aktivt til at definere deres problemer og udfordringer og prioritere og producere den service, som de har brug for. Det kan eksempelvis være patienter, som af deres læge og fysioterapeut instrueres i selv at lave bestemte knæøvelser, der hjælper dem til at få førligheden tilbage efter en knæoperation.

Næste trin er, at borgerne skaber velfærd for andre ved at stille op som frivillige. Her er det vigtigt, at den frivillige sektor ikke tænkes som adskilt fra eller i konkurrence med den offentlige sektor. Samskabelse indebærer, at man ser hinanden som tæt forbundne og velintegrerede samarbejdspartnere. Frivillige og offentlige medarbejdere kan eksempelvis samproducere offentlig velfærdsservice på en skole, et plejehjem eller på et sygehus.

Det tredje trin på samskabelsesstigen handler om at inddrage borgerne i drøftelsen af nye løsninger og servicetilbud, hvilket ofte sker gennem høringer og dialogmøder, hvor borgerne kan fortælle om deres ønsker og behov, og sige hvad de mener om kommunens ideer og forslag. Det kan også kan finde sted i workshops og ved hjælp af forskellige former for crowdsourcing, hvor offentlige aktører beder borgerne om hjælp til at finde en løsning på et specifikt problem.

Det højeste trin på stigen er, når borgere og andre private aktører indgår i et ligeværdigt samarbejde med en eller flere offentlige aktører om definitionen af problemer og udfordringer, design af nye løsninger og gennemførelsen af disse.

Kilde: Professor Eva Sørensen og professor Jacob Torfing, Roskilde Universitet

http://denoffentlige.dk/farvel-til-groenthoesterbesparelser-nu-skal-velfaerden-fornys-gennem-en-arena-samskabelse